2019 er skudt igang, og Aarhus Pigekor kan kigge tilbage på et år med en masse fantastiske oplevelser.
Basel d. 8.-13. maj
I maj 2018 tog Aarhus Pigekor til Basel i Schweiz for at deltage i korfestivallen ”Europäishes Jugendchor Festival”. Det var en festival fyldt med meget ambitiøse og dygtige børne- og ungdomskor. Pigerne i koret blev indlogeret hos private musikelskende familier rundt omkring i Basel, og både dem og vejret tog rigtig godt imod pigerne. I løbet af ugen sang koret i alt 7 koncerter. En uge fyldt med musik, hvor Aarhus Pigekor både sang alene som kor, men også fik prøvet at synge med andre blandede kor. Koret sang til åbnings- og afslutningskoncerterne, sang kirkekoncerter både i og udenfor Basel, og deltog i en workshop med det blandede kor Incantanti, som i løbet af festivalen var Pigekorets venskabskor. Denne tur til Basel var med til at ryste pigerne sammen som kor og al den sang fra morgen til aften gjorde koret klar til den store tur til Sydafrika i sommeren 2018. Det var en fantastisk måde at øve op til en konkurrence på.
Sydafrika d. 3.-14. juli
I juli gik turen så endelig mod Sydafrika. Aarhus Pigekor skulle deltage i ”World Choir Games” som er en af de største internationale korkonkurrencer, hvor kor fra hele verden var med. I konkurrencen deltog koret i to kategorier: “Sakralmusik med akkompagnement”, hvor en af pigerne fra koret spillede cello og derudover kategorien ”Female choir”. Hele 46 lande og 298 kor var repræsenterede i de forskellige kategorier. Den første halvdel af turen var koret indlogeret på Pretoria Universitet, hvor der blev brugt tid på øvning inden konkurrencerne. D. 6. juli skulle koret synge i den første kategori “Sakralmusik med akkompagnement” i St. Albans Cathedral, og om aftenen skulle koret optræde til en “Celebrationkoncert” i Aula Theater. Dagen efter d. 7. juli skulle koret synge i Femalechoir-kategorien. Allerede om aftenen var der Award-ceremoni. I kategorien “Sakralmusik med akkompagnement” blev Aarhus Pigekor nummer 2 med 91,63 point ud af 19 kor, hvor pigekoret var oppe mod blandede kor og kor med mange flere sangere. I “Femalechoir”-kategorien blev koret nummer 1 med hele 92,25 point!
Den sidste halvdel af turen, fik koret muligheden for at opleve Sydafrika. Dagen efter den sidste konkurrence stod den på guidet tur rundt i Pretoria, inden koret forlod hovedstaden dagen efter. De næste dage var koret blandt andet på cykeltur i Soweto, på safari nær Insinkwe, og på en Day-hike i Drakensberg-bjergene. Koret fik oplevet meget forskellige sider af Sydafrika og med de fantastiske resultater fra konkurrencen stadig frisk i hukommelsen var humøret i top.